Salling Group gør de første beredskabsbutikker klar til strømnedbrud

Salling Group har taget de første skridt i etableringen af et landsdækkende netværk af beredskabsbutikker. Føtex i Ribe, Bilka i Vejle og Netto i Rønne er nu udstyret med nye nødstrømsanlæg, som gør det muligt at fortsætte driften, hvis den almindelige strømforsyning svigter.
De nye generatorer skal sikre, at blandt andet køleanlæg, belysning og betalingssystemer fortsat fungerer under længerevarende strømnedbrud. De tre butikker fungerer foreløbigt som pilotbutikker.
"Vi har taget hul på et omfattende, men vigtigt arbejde med at klargøre vores beredskabsbutikker, hvor den første store milepæl for alle lokationer er at sikre en nødstrømsforsyning, således butikken kan holdes åbent i tilfælde med større lokale eller regionale strømnedbrud," siger Thomas Børglum Jensen, CFO i Salling Group.
Selskabet oplyser samtidig, at tidsplanen er fremrykket. Målet er nu, at alle 51 beredskabsbutikker står klar inden udgangen af 2027 – et år tidligere end først planlagt.
Den geografiske placering af de 51 planlagte beredskabsbutikker. Grafik: Salling Group
Butikkerne bliver også udstyret med nødlagre og kan allerede i dag modtage offlinebetalinger med de fleste betalingskort, hvis netværket eller betalingssystemerne svigter.
Faktaboks
- De første pilotbutikker er Føtex Ribe, Bilka Vejle og Netto Rønne.
- Beredskabsbutikkerne skal kunne fungere i mindst 48 timer uden strøm eller internet.
- Alle butikker får nye nødstrømsgeneratorer, nødlagre og mulighed for offlinebetaling.
- Salling Group etablerer i alt 51 beredskabsbutikker fordelt over hele landet.
- Målet er nu, at alle butikker er klar inden udgangen af 2027.
- Omkring 80 procent af befolkningen vil have en beredskabsbutik inden for 50 kilometers afstand.






Accepter kun nødvendige cookies